Historien om Orø - Visit Orø

Historie og sagn - af Richardt Hansen, Orø før og nu.

Normalt vil man holde historie, som beretter om den virkelige verden, adskilt fra sagn, som afspejler fantasiens verden. Dog indeholder sagn og legender ofte et eller måske flere elementer af sandhed. Det må siges, at sagn ofte afspejler folks tanker, om og af noget, som de mener at se og forstå. Derfor berører dette lille afsnit begge områder.

Vi vil ikke blande vilkårligt, men holde tingene adskilt. Orø's historiske rødder rækker tilbage til stenalderen, hvorfra der er fundet adskillige køkkenmøddinger rundt om på øen. Den største blev fundet ved øen's største gård, Anneksgården, mod syd.
Bronzealderen er også rigt repræsenteret på øen, idet der på et tidspunkt har været omkring 125 bronzealderhøje i landskabet. Trap er mere beskeden med antallet og nævner 3, som stadig er at finde: nemlig 2 mindre høje syd for Bybjerg og én ved Næsby i nord. Ifølge Trap er der sløjfet 55 høje, alle de "små". I flere af højene er der fundet grave fra både den sene og den tidlige bronzealder.

Der er ved Bybjerg også fundet grave fra vikingetiden. Øen synes imidlertid at have været stille i aktivitet omkring jernalderen, men mon har øen virkelig været helt mennesketom i den periode? Fra stednavnsanalysen ved vi om landsbyen Gamløse, at den med rimelighed kan stamme fra tiden før vikingerne, altså have en baggrund i den sene del af jernalderen, hvor navnet så er fulgt med over vikingetiden og helt frem til dagen idag. Danske stednavne med –by blev brugt i vikingetidens Danelag i England. Derfor kan man med rigmelighed betegne de stednavne (byer) som værende aktive og/eller produktiv omkring den tid. Orø's stednavne "Næsby" og "Bybjerg" er derfor med sandsynlighed være fra vikingetiden.
Orøs middelalderlige navn "Warthærø" peger også tilbage mod vikingetiden. Dertil er der kirkebygningen, som peger tilbage til første halvdel af 1100-tallet. Her kan vi overveje det forhold, at en bygning danner slutstenen på en proces, som har haft sin tid at udvikle sig i. Den udvikling ligger så før 1100-tallet, altså strækkende sig tilbage i vikingetiden.

Vi vil nu se på forskellige træk i Orøs historie:


A - Vagten på øen:
Det gamle navn "Warthærø" kan udlægges som "øen med vagtposten". Derfor kan det være rimeligt at spørge, om der findes steder på øen med relation til en vagt. Vi har her to steder, der kan komme på tale: "Børrehoved" i nord på bakken af et næs, og "Børret" i syd ved gården af samme navn. Her ligger en bakke på 23 meters højde. Fra de to steder har man et fint udblik over Vestløbet i nord og Østløbet i syd. Alle både på gennemsejling kunne overvåges, og derved kunne man beskytte øen og det sydligt liggende Holbæk egn.

Ordet "børre" (en børre eller børret) er med Orø-udtalen en sjællandsk dialekform for ordet "borg". Der kan ved de to steder på Orø ikke være tale om en stor borg, men det drejer sig nok om to voldsteder, hvis størrelse vil være ret så beskeden. Lademann definerer kort et voldsted som et kunstigt jordanlæg, der i ældre tid tjente som forsvarsanlæg. Det præciseres, at middelalderens voldsteder omfatter en mindre keglestub med plads til et tårn. Salmonsen har en mere udførlig behandling. Her er et voldsted et mere eller mindre kunstigt jordanlæg, som i ældre tider har rummet en borg eller andet værk, der tjente i forsvarsøjemed. Salmonsen uddyber: Det er sjældent, at man har historiske vidnesbyrd om deres omtrentlige tilblivelsestid og ofte er navnet på anlægget ukendt.
De ældste voldsteder er fra tidlig middelalder eller oldtidens slutning. Pladsen er valgt i naturlig højde i terrainet. Det sidste er naturligt sket, for bedre at kunne forsvare sig mod indtrængende fjender. Det er ikke muligt at finde en samlet og systematisk beskrivelse af Danmarks voldsteder. Dog er dette begyndt i "Voldstedsværket" blandt andet af Hans Stiesdal, hvis beskrivelser i Traps Danmark, 5. udgaven roses af Rikke Agnete Olsen. Hun kalder hans beskrivelser værdifulde. Om "Børrehovedet" i nord har litteraturen ikke meget at bemærke, udover stednavnet og stedets gode og strategiske beliggenhed, som taler sit tydelige sprog. "Børret" i syd, hvor også stednavnet og den naturlige beliggenhed bidrager med deres, har fået en bredere dækning i litteraturen. Achton Friis, Erik Aalbæk Jensen, Inger Varder og Hans Stiesdal har været inde på dette voldsted. Dog allerede i Trap fra 1898 siges følgende: På sydøstsiden af øen har ligget et hesteskoformet voldsted med grave udenom, "Børreklak", som skal have været tilflugtsted for en sørøver Børre; gården, hvortil marken hører, kaldes endnu "Børret". Samme voldsted nævnes en del år senere i Salmonsen som "Børreklak".
Erik Aalbæk Jensen skriver om stedet "Børret": Herude ved kanten af skrænten jævnede man omkring 1870 en halvkredsvold, der hed "Børreklak". Og kritisk tilføjer han: Efter et par år tog Nationalmuseet sig dog sammen til at lave en tegning efter det, folk fortalte. Hans Stiesdal beskriver: På sydøstsiden af øen, hvor strandklinten er højst, har der ligget et voldsted, kaldet Børreklak, som blev jævnet 1870-71, som nu er næsten ukendeligt i landskabet.
Efter ældre beskrivelser skal voldstedet have været et usædvanligt anlæg, bestående af en halvcirkelformet vold med udenom liggende tør voldgrav, hvis ender løb umiddelbart ud til skrænten, og som omsluttede en lille stenbrolagt plads. Der er aldrig fundet murværk på stedet, men derimod tømmer i jorden. Om anlæggets alder vides intet. Børreklak skal efter sagnet have været tilflugtsted for en sørøver, Børre.

Til bedømmelse af de to voldsteder vil vi nu drage indgangen til Isefjord og Roskilde fjord med ind i billedet. Her bygger vi på den teori, som Max Vinner fra Roskilde Vikingemuseum har opstillet og som han fører et godt argument for. Max Vinners tanker går ud på, at der bestod et system af bevogtede bavnehøje fra Isøre ved Isefjordens indsejling helt ind til Roskilde og Lejre Vig. Mellemstationerne var Lynæs, Runde Bakke, Kignæs, Kølholm, Voerbakke og Hvorhage. På bavnehøjene var der i forvejen tilrettelagt bål. Ved at antænde bålene efter hinanden, kunne der gå besked fra indsejlingen til Roskilde på omkring en halv time. En fjendlig flåde skulle bruge ca. 4 timer til turen. Det ville heller ikke være muligt at ride væsentligt hurtigere. Den bedste løsning på en "krigstelegraf" var den gang ilden.
De bevogtede bavnehøje kaldtes "warth", hvilket nærmest betyder vagt. De to warther ved Isøre og ved Lynæs vil let kunne inddrages i et varslingssystem sammen med Børrehoved og Børret på Orø, så Holbæk egnen også kunne blive varslet.


B - Dronning Margrethe på Orø:
Den store unionshersker fra Kalmar, Margrethe (1353 – 1412) har en lang tradition på øen. Den historiske kerne er, at hun pantsatte øen den 17. december 1375 samt Holbæk og Merløse Herred til brødrene Nicolaus og Ericus Skeples. Disse to overlod så samme år pantet til Henning Podebusk for hele 400 lødige mark. Heraf fremgår det, at Orø på dette tidspunkt og vel også i tiden før blev betragtet som sammenhørende med Holbæk egnen. Senere blev Orø betragtet som en del af Horns Herred.

Har dronning Margrethe så haft et slot eller en borg på øen? Det er et spørgsmål, som har haft stor udbredelse i Orø-litteraturen. I første udgaven af Trap forekom der følgende og eneste historisk notits under artiklen Orø: På Stenbjerg nord for kirken skal dronning Margrethe i sin tid have haft et lystslot. Efter sagnet skal i oldtiden et kongevalg være foretaget på denne høj.
Anden udgaven, en del år senere, gentager denne notits. Af teksten i begge udgaver synes det at fremgå, at dronningens slot er et historisk faktum, mens kongevalget et sagn. I tredje udgaven af samme værk et det sagnartige kongevalg udeladt, men slottet fastholdt: På den langartige ås, Stensbjærg (også "Stænderbjærg", der skal have været afgravet i tre terrasser, svarende til de tre stænder) nord for kirken har der ligget en borg, "Dronning Margrethes Slot", der skal have været omgivet af en vold. Man har på stedet fundet fundamenter af en bygning, der har været 64 fod lang og 40 fod bred. Achton Friis nævner dette fundament i 1928 som et fundament af en bygning på en længde af 64 fod og en brede af 40 fod. Efter traditionen bar stedet navnet: Dronning Margrethes slot.
Inger Varder uddyber traditionen om dronning Margrethe: Men at dronning Margrethe har været der, det ved man, for hun havde sit jagtslot liggende på toppen af Stenersbjerg. I min barndom kunne man se spor af slottet, for jorden deroppe var helt fuld af røde murstensbrokker. Dronning Margrethe har været der med sin søn Oluf. Folk mente, det var ham, der engang på jagten havde tabt sit guldkors – hans navn stod da på korset. Det må være denne folkelige Oluf tradition, som afspejler sig i stednavnene: gården Olufsminde og højen Kongshøj.
I Traps fjerde udgave nævnes igen Dronning Margrethes Slot med en vold. Man har på stedet fundet fundamenter af en bygning, der har været c. 20 meter lang og 12,5 meter bred og hvis 1,5 meter tykke mure bestod af rå kamp og kalk blandet med skarpt strandgrus. I femte og indtil nu sidste udgave af trap gentager Hans Stiesdal ovenstående bemærkninger, men tilføjer: "Der er nu ingen synlige bygningsspor på stedet". Hermed kommer vi ikke sagen om slottet nærmere. En mulig vurdering af fundet skal vi forsøge i sammenhæng med kirken.


C - Personalhistoriske træk:
Sognepræst Jens Danielsen Høet gjorde sig fortjent til kong Frederik III´s anerkendelse, fordi han sammen med øens sognefogde frelste øens mandlige beboer fra døden. De havde myrdet en svensk officer. Kongen belønnede Danielsen og efterfølgere i embedet med Anneksgården på øens sydlige spids.
Landmand Laurits Henriksen har samlet et hel del lokalhistorisk stof. Det drejer sig om spredte, men nyttige informationer. Særligt indgående beskæftiger han sig med skibs- og færgeforbindelserne til øen. Han går helt tilbage til markbøgerne fra 1688, som omtaler fire forbindelser. Inger Varder, hvis oldefader, bedstefader og fader var præster på øen, har også megen personalhistorie i sin bog. Hendes oldefader, bedstefader og fader fulgte hinanden i embedet som præst på øen i over hundrede år i tiden fra 1790 til 1893, hvor hendes fader blev forflyttet til Rønnebæk ved Næstved. Han, Tellef Gottfred Petersen, tog navneforandring til Varder i 1902 efter Orøs middelalderlige navn. Det er også muligt at få del i mange personalhistoriske informationer i Christian Poulsens barndomsminder fra Orø.
Christian Poulsen er opvokset på orø, hvor han tilbragte 13 år af sit liv. Han var 2 ½ år, da forældrene købte en lille gård på Gamløse Mark i 1862. Han beretter om egne erfaringer og af forældrenes fortællinger. Erik Aalbæk Jensen har i sin "Livet på øerne" både almene bemærkninger om øen og så personalhistorie. Personalhistorisk koncentrerer han sig om to ting: a) det liv, som moder og datter Martha og Ulla Jochumsen lever på den firelængede udflyttergård "Svalegården". Gården lå nedenfor bakkerundingen Arnhøj (25 meter) ud mod Østløbet, men er idag jævnet. b) personalbeskrivelser fra fjordfiskeriet. Om bøndernes ejerforhold til deres gårde noterer Achton Friis, at øens jorde blev udskiftet i 1802, men først omkring 1860 begyndte beboerne at købe deres fæstegårde af domkirken i Roskilde. Og det varede mange år, før de sidste var selvejere.


D - Et fredsmøde på øen?
Igennem Kong Valdemars Jordebog ved vi, at der holdtes et fredsmøde på øen i 1293 mellem danske og norske mænd. Trap henviser til Aakjær. Vald. Jb. II 217. I en tidligere Trap nævnes samme møde, men her bemærkes, at man ellers henlægger mødestedet til Halland, således P. A. Munchs norske Historie VI. 211.


Navnestoffet.
Øens officielle navn i dag er Orø. Tidligere fandtes lidt varierende stavemåder: så som Ovrø og Ourø. I den sidst nævnte form er navnet indgået i skibsfarten. I 37 år sejlede dampskibet Ourø på Isefjorden, indtil det blev oplagt i sommeren 1926. I forlængelse af denne navnetradition er Holbæk-Orø færgen navngivet Ourø.
Formerne Ovrø og Ourø har givet inspiration til en latinsk oversættelse af ønavnet til Aurora. Denne oversættelse kan kun være inspireret af det latinske ord "aurora" = 1) morgenrøde eller 2) gudinden Eos. Oversættelsen er således en bevidst forskønnelse af øen, hvilket ikke er ukendt i geografisk navngivning.
Orø omtales i Kong Valdemars Jordebog og kaldes her i den såkaldte øliste Warthære. Her oplyses, at øen var beboet og at der fandtes hjorte, dådyr, harer og kaniner . Derfor må der på dette tidspunkt have været skov på øen. Navneformen Warthærø kendes også.

Hvad betyder nu stednavnet: Warthærø? En lidt kedelig udlægning har Gyldendal. Her skulle navnet komme af olddansk "warth" = bred og ø, altså den brede ø. Erik Aalbæk Jensen har en anden opfattelse og fortolker navnet som "øen med vagtposter". For at forstå dette, må vi se på øens geografi. Den brede Isefjord gav gode sejlmuligheder ned mod Orø og forbi denne enten igennem Vestløbet eller Østløbet, for så at nå helt ind til Holbæk egnen. Derfor ville det være rimeligt med vagtposter på denne ø, til at overskue Vest- og Østløbet. Stednavneordbogen har samme opfattelse og nævner øen som Warthærø i en 1231 afskrevet form. Forleddet er et gammeldansk substantiv "warth" = vagtpost, vagtmand og med efterleddet ø kan hele navnet udlægges som "vagtmandens ø" eller "øen med vagtposten".


Det øvrige navnestof:
Bybjerg: navnet kendes fra 1555-56 i formen "Bybierg". Navnet kan bedst udlægges som "Bakken ved, med landsbyen", hvilket svarer helt og holden til det givne landskab ved Stensbjerg.
Gamløse: navnet kendes fra 1532 i formen "Gamløsze" efter Trap og fra 1557 som "Gamløse" efter Stednavne ordbogen. Forleddet kan være substantivet
"gamme" = fold, sti eller = krybbe eller = adjektivet gammel. Efterleddet –løse gå i det meget store flertal af navne på –løse tilbage til et gammeldansk hunkønsord i konstrueret form "løsa". Efter de seneste undersøgelser skal leddet være beslægtet med ordet lys og egentlig betyde "lysning, åbning, mark eller eng". Det drejer sig altså om muligheder, der forenes under den mere generelle betydningsansættelse "lysning". Navnene på –løse har deres hovedudbredningsområde på Sjælland og i Skåne. Derimod forekommer de ikke med sikkerhed i Jylland. Navnene indeholder aldrig personnavne som forled, men forleddene er i øvrigt ofte dunkle, og mange af navnene går utvivlsomt til tiderne før vikingetiden. Gamløse kunne så tolkes som "lysningen med eller ved folden" eller som " den gamle lysning". Begge fortolkninger forudsætter tilstedeværelsen af skov. Næsby: Trap siger, at navnet er kendt under formen "Nesby" 1559. Navnet forekommer flere steder i Danmark. Udlægningen af navnet kan vel kun være "byen på eller ved næsset". Denne udlægning passer jo godt til landsbyen Næsby på Orø, som ligger i kort afstand fra lokaliteten Næsset, der dannet nordpynten af øen.
Brønde: Er ikke behandlet i litteraturen, men nævnes kun i Trap som havn med rutebåd til Holbæk.