Orø Kirke - Visit Orø

Orø Kirke

Orø kirke er fra midten af det tolvte århundrede. Tårn, våbenhus og sakristi er fra den sene  middelalder. Med sin gamle romanske granitdøbefont og et sengotisk korbuekrucifiks fra slutningen af 1400 tallet, forestillende den korsfæstede Kristus flankeret af jomfru Maria og apostlen Johannes, er kirken et besøg værd. I kirken ses en renæssance prædikestol fra 1632 med samtidig himmel med Christian IV´s navnetræk. Alterbordet er muret af kampesten og bærer en renæssancealtertavle. På skibets syddør ses et middelalderligt dørbeslag, et løvehoved lavet af bronze.

Hvis du vil vide mere om kirken, kan du her besøge deres hjemmeside.

Kalkmalerier:

I 2001 fandt man kalkmalerier på nord og sydvæggen i skibets 1.fag i forbindelse med kalkning af kirken. De er blevet afdækket og ved samme lejlighed afdækkede man hvælvets ribbedekorationer.
På nordvæggen ses en rytter, måske Sankt Georg, billedet er blevet noget ødelagt af et restaureringsarbejde i 1897, ved udvidede af de romanske vinduer. På sydvæggen ses en engel, som muligvis er en fremstilling af Bebudelsen, i så fald skal Maria være bag vægpillen. De to kalkmalerier og hvælvets ribbedekoration er blevet afrenset og restaureret efter bedste evne.



Gammel legende/sagn:

En lindorm spøgte ved Orø kirke i gammle tid, som ved så mange andre kirker landet. Om denne kirkes lindorm fortælles det, "at folk brækkede hul i den nordre kirkemur, fordi ormen havde lagt sig om kirken; dyret blev senere jaget ud på Lindholm". Her får vi så samtidigt en god folkelig forklaring af navnet på øen Lindholm her ved Orø. Under "lindorm" forstår den folkelige fortælling en slange af stor størrelse, som æder mennesker.

I dansk folketro er en lindorm et underjordisk væsen, som roder i jorden og som bringer frygtelige ødelæggelser, når det kommer løs. Overordentligt udbredt i Danmark er en lindorm, som ligger uden om kirken. Sagnene synes at være opstået som en slags tolkning af slangefigurer på og i kirker.




En lille fortælling om kirkemuren:

På vestre kirkegårdsmur er der en kraftig ydre støttepille, som har sin helt egen fortælling. Fortællingen lyder at Folketællingspræsten Niels Østerild (præst fra 1751 - 1788) en dag stod på prædikestolen og standsede pludseligt op i sin tale og lod menigheden undskylde et øjeblik. De hørte ham tale noget for sig selv, men ingen forstod hvad han sagde. Efter et kort ophold fortsatte han så den afbrudte prædiken.

Først senere blev menigheden klog på, hvad der var sket. Det viste sig, at en tyv var listet ind i præstens lo (en lade eller rum i en lade hvor kornet blev tærsket) og der taget en sæk korn. Med denne sæk på ryggen sad han nu fast i den ene lem og kunne ikke rokke sig ud af stedet. Dette havde præsten forstået ganske godt, og var derfor gået tilbage til kirken og fortsat sin prædiken. Efter prædikenen, da menigheden var gået, kaldte præsten på sin kone og sine folk og bad dem følge med ham til loen. Tyven blev derpå grebet, bundet og indmuret i kirkegårdsmuren ved indkørslen til præstegården, der selv efter en udbygning den dag i dag endnu viser stedet. På denne meget virkningsfulde måde havde præsten således mindet sine sognebørn om, at det 7. bud ikke måtte overtrædes.
En hårrejsende fortælling og en meget effektiv moralsk appel til skræk og rædsel om ikke at gå imod guds ord - de 10 bud.